Tekst af Troels Abrahamsen:
"Skal musikblogs betale KODA? Det er kernen i en debat, der er blusset op de seneste par uger. Startskuddet lød med den fynske blog Wonders Make Joys’ opråb til KODA om at skabe en fair ramme for de danske musikblogs. KODA inviterede på den baggrund til en debat om deres rolle på den danske musikscene og til en snak om, hvad der kan gøres anderledes, når det handler om musikblogs.
Jeg var til debatten og kan til stadighed ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om sagen. Det er tydeligt, at mange blogs føler sig klemt af KODA, og at de har svært ved at få øje på rimeligheden i at skulle betale for at promovere musik. KODA insisterer hårdnakket på, at der skal betales for brugen af musik på danske blogs og gentager deres grundprincip om at, “der hvor musikken skaber værdi, skal der betales” – Et princip som den danske musiker Kristian Leth kalder for new-speak. Altså et demagogisk greb der ikke har validitet på et internet, hvor “ingenting har værdi,” som Leth endvidere mener. På mødet fremlagde KODA også en ny betalingsmodel for blogs, som kraftigt beskærer det vederlag, der blev opkrævet tidligere. Det lod til at de fremmødte bloggere kunne acceptere den nye model, men efterfølgende er der opstået ny kritik af selvsamme fra flere sider i bloggingmiljøet. Personligt har jeg svært ved at tage stilling i opgøret, da jeg syntes, vi mangler at lægge os fast på nogle præmisser for diskussionen.
Der hersker en generel misforståelse blandt mange om, at KODA er en kommerciel enhed, der har til formål at skabe overskud og uddele store direktørlønninger. Det ligger langt fra virkeligheden, men det er nok desværre et imageproblem, de deler med mange andre organisationer i musikbranchen. Som komponist er KODA min organisation. Den indsamler vederlag, hver gang mine numre bliver spillet offentligt – både i Radio, TV, ved live-koncerter og internet. KODA er en non-profit organisation godkendt af Kulturministeriet til at forvalte fremførelsesrettigheder. Det har de været siden 1935, men blev dannet ca. ti år tidligere i 1926. Det er altså en forening, der har arbejdet for komponisters rettigheder i næsten hundrede år.
Den danske musikbranche er utroligt godt organiseret, og der findes en forening for næsten alle facetter i branchen. Med både DJBFA, DMF, KODA, IFPI, DPA og mange flere er der rigeligt med akronymer at holde styr på, og det vidner om et fag, der har forstået at organisere sig, og som har kæmpet for de rettigheder danske musikere nyder godt af i dag. Rettigheder som vi nogengange tager for givet, men som altså er tilvejebragt gennem mange års hårdt arbejde for sagen. Således findes der både overenskomster om mindsteløn, fagforeninger og A-kasser for musikere samt interesse-organisationer i spandevis.
Blogverdenen – eller “blogosfæren,” som den så millenium-agtigt også bliver kaldt – derimod er mildest talt uorganiseret. Der findes ingen danske, offcielle paraply-organisationer for musikblogs og ingen definitioner eller anderkendte retningslinjer for code-of-conduct. Der er ingen blog-uddannelse eller steder at blive professionaliseret eller lære, hvordan man kan komme til at leve af at blogge. For det er vel det de fleste bloggere vil? Ligesom det er for mange unge musikere, så er drømmen vel at komme til at leve af det, man elsker at lave, og hvis man investerer al sin fritid i at lave netop det, så vidner det om en passion for faget. For det er et fag; et ungt og uprøvet fag uden mestre, og hvor alle er lærlinge.
Og nu til den store, forkromede pointe i det her skriv: Blogger, vær stolt! Hvis du virkelig mener det så dan en interesse-organisation, der kan arbejde politisk for at fremme dine vilkår og rettigheder. Lad være med at bøje dig for KODA eller andres krav hvis du føler, de er urimelige. Hvis du virkelig står bag dine argumenter så arbejd hårdt for at forandre verden i stedet for blot at lukke din blog og opgive kampen. Argumenter ikke med det formål at skabe medynk men derimod forståelse for din sag.
Jeg er musikelsker. Jeg beundrer blogverdenen for dens engagement og altid forfriskende input i en forstenet mainstream musikdækning. Men de danske musikblogs har brug for at organisere sig for at give andre en forståelse af, hvad de er for en størrelse. De har brug for et talerør og for at definere, hvem det repræsenterer, så forhandlinger og aftaler kan ske på et ligeværdigt grundlag.
Jeg er komponist. Mine interesser varetages blandt andet af KODA, og de har kæmpet mange kampe for mig. De har kørt sager, hvor jeg har skammet mig over deres frembrusen, men som alligevel har haft en principiel værdi for mine interesser som komponist. Lige nu forsøger de at finde en model til det, de ser som en en gryende branche – musikblogs. Men jeg tror, KODA – ligesom jeg – har svært ved at finde ud af, hvem de skal tale med."
Jeg kan godt se, hvad Troels Abrahamsen her mener. KODA ved virkelig ikke hvem de skal gå til fordi, blogverden er utrolig rodet, hvor der hverken findes fagforening eller hierarki. Ingen bestemmer over andre og ingen varetager bloggernes fællesinteresser. Men det er jo også det, som gør os bloggere til et unikt element i musikverdenen. Vi kan tage kunstnere, som ikke er interessante for den kommercielle verden og skabe en hype omkring, hvorefter interessen så vil komme. Vi er et maskineri, som kan hjælpe musikverdenen.
Har du en holdning, så sig endelig til!
0 mening(er):
Send en kommentar